Du poster et opslag på din Facebook-side. Herefter venter du i spænding – men ak, rungende tavshed. Ingen kommentarer, ingen clicks, ingen likes.

Hvorfor sker der intet?

Fat mod, hvis dit indhold er relevant og veludført, skal din målgruppe nok finde vej.

Men det tager tid at opbygge venskaber – og det samme gør sig gældende, når du vil skabe en engageret følgerskare på Facebook.

Det betyder, at du må justere dit content i forhold til, hvor villig din målgruppe er til at interagere med dig og dit brand.

Trappemodellen her viser dig vejen imod engagement på din Facebook-side. Den overordnede pointe er:

Jo mindre interesserede, dit publikum er, jo simplere bør din CTA være.
Jo mere investerede, dit publikum er, jo mere kan du tillade dig at bede dem om.

Modellen ser sådan her ud:

 

Trin 1: Opmærksomhed og kendskab

Når du starter fra bunden, er udgangspunktet at skabe kendskab. Din målgruppe skal forstå, hvem du er, og finde ud af, at dit produkt er relevant for dem.

Folk er nærige med deres tid, når de ikke kender dig. Din opgave er at gøre dit indhold relevant uden at kræve for meget af modtageren.

En video med en sjov vinkel eller links til interessant information er begge eksempler på content, der skaber værdi, men er let at forholde sig til.

I startfasen vil reactions, visninger og mere ”skjult” engagement som klik være gode indikatorer for, at du er på rette vej.
Nok er din målgruppe tavs. Men du kan se, at de lytter med.

Trin 2: Lukkede og simple spørgsmål

Når din målgruppe er modnet lidt, giver det mening at opfordre til, at folk lægger en kommentar. Test af, hvad der sker, når du stiller et spørgsmål.

En god måde at komme i gang er ved at bruge lukkede ja/nej-spørgsmål eller at give dem valgmuligheder på svar. Det gør dit spørgsmål let at svare på og højner chancen for, at folk tager sig tid til at komme med deres input.

Målet er at give så folk lyst til at kommentere – så er sandsynligheden for, at flere kommer til, større.

Du kan endnu ikke forvente lange svar, og kommentarerne vil måske ligne hinanden. Pointen er, at din målgruppe får øjnene op for, at din Facebook-side er interessant at interagere med.

Husk dog, at dine spørgsmål skal skabe værdi – de skal kunne se en mening med at svare på lige præcist det spørgsmål for dig.

Trin 3: Åbne spørgsmål

På trin 2 lagde du grundstenen for et aktivt kommentarfelt. Nu er det tid til at få gang i en rigtig samtale.

En engageret målgruppe har holdninger til dit produkt og fagfelt – og deler den gerne med dig.

Når dit engagementniveau er på trin 3, kan du tillade dig at lægge op til debat og stille spørgsmål, der kræver, at man stopper op og tager stilling til et emne.

Hvis du har fået opbygget en rigtig aktiv kernemålgruppe, er det ikke nødvendigt at hjælpe folk på vej – måske begynder de at diskutere med hinanden, uden du behøver at opfordre dem til det.

 

Trin 4: Samskabende content

Det sidste trin på trappen er, når personer uopfordret begynder at være fortalere for dit brand.
Måske lægger de billeder af dine produkter på deres Instagram eller sender dig små fortællinger om deres oplevelse med at benytte din service.

Kort sagt brugergeneret indhold, som selvstændigt fungerer som en reklame for din virksomhed, uden du behøver at foretage dig noget.

Hvis du spørger pænt, kan du måske få lov til at benytte det i et opslag på din Facebook-side. Et troværdigt indslag, der fortæller historien om dit produkt – fra én kunde og ud til alle de andre.

 

Alle trin kan skabe værdi

Selvom trin 4 klart er sjovest at arbejde med, skal engagementtrappen ikke ses som en lineær model.

At dele et link eller stille simple spørgsmål kan sagtens give mening på en Facebook-side med masser af engagement.

Godt og varieret content, som din målgruppe gerne vil følge med i, vil altid være det vigtigste.