Dagene for mavefornemmelsestaktik på sociale medier er ovre. Vi kan efterhånden måle på alt, så hvorfor ikke gøre det? Nedenfor har jeg lavet en ultra kort guide med nogle af de overvejelser, du skal gøre dig, inden du går i gang med at måle.

1. Tilpas målingen til strategien
Det er utroligt vigtigt at vide, hvad formålet er med sociale medier, før du effektivt kan måle, om din indsats er en succes. Hvis dit primære formål er loyalitet og forbedring af omdømme, giver det ikke mening at måle på reach eller trafik til hjemmesiden. Derimod vil det give mening at måle på engagement og sentiment. Det første du derfor skal gøre dig klart er derfor, hvad formålet er.

2. Vælg sammenhængende KPI’er
Dernæst skal du overveje, hvordan dine KPI’er hænger sammen, da de alle er forbundne på den ene eller den anden måde. Du kan fx ikke blot måle på engagement, da dette også vil stige hvis du fx har en høj spam-score – hvilket jo ikke er positivt. Reach og engagement er også ofte konfliktende KPI’er, da en øget reach ved fx annoncering ofte resulterer i mindre relevante målgrupper, som derfor har mindre tendens til at engagere sig med dig. Derfor: Overvej hvilke KPI’er der skal spille sammen for at give et retvisende billede af, hvordan du måler succes.

3. Vælg rapporteringsmetode
Afhængigt af, hvilke ressourcer du har til rådighed, kan du vælge forskellige rapporteringsmetoder. Pilen i matrix’en nedenfor illustrerer kompleksiteten i set-up’et. Jo længere op, jo mere komplekst og jo flere ressourcer skal der til.

Det er også vigtigt at notere sig, hvilken type ressourcer, du har til rådighed – budget eller mandskab/tid. Har du fx et lille budget og ikke meget tid til rådighed, har fx Komfo et rigtigt godt gratis værktøj, du kan bruge. Det er standardiseret, men det måler på få og ofte vigtige parametre.

Har du derimod lidt budget samt tid til at gennemgå en rapport, kan Zenbu være en løsning. Det er standardiseret på den måde, at du ikke selv kan vælge, hvad der skal måles på. Derimod går de mere i dybden og kategoriserer hver enkelt post og giver dig et samlet månedligt overblik.

Dine egne udregninger kræver intet budget, men det kræver lidt arbejdstid. Her vælger du selvfølgelig selv alle dine KPI’er, som du kan udregne fra fx Facebook Insights og lave statistik på og derudfra en rapport.

Et fuldt ud tilpasset koncept hos en udbyder kræver ofte en del mere budget og et større system, men det kan spare dig for en del tid, når det først er sat op.

4. BRUG DATA’EN!
En stor opfordring: Vi kan efterhånden måle på næsten alt på digitale medier, så gør det gerne. Men husk at bruge data’en og resultaterne til videreudvikling af din digitale tilstedeværelse. Dagene for mavefornemmelse og anekdoter på sociale medier er ovre, og data’en giver dig rig mulighed for udvikling og forbedring.

Hvis du gerne vil lære mere om overvågning og effektmåling på sociale medier, så holder jeg et kursus på diplomuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København til foråret. Der er stadig ledige pladser.

Til slut er der kun at sige: God fornøjelse 🙂