TikTok er på mange måder anderledes end andre sociale medier – og det er præmissen for indhold det også. Det er nødvendigt, at det indhold, du skaber, passer til platformen, hvis du vil lave en hitmaskine af en TikTok-profil 📣

Uanset hvilket socialt medie du bruger, er grundlaget for succes godt indhold. Den gode gamle frase Content is King lever stadig! Når vi taler om TikTok, er det ingen undtagelse, men her vil jeg gerne tilføje, at Community is Key.

Vil du vide, hvad TikTok er og kan, kan du læse mere her.

 

TikTok er anderledes

Lyd noget af det vigtigste på TikTok. Hvis du laver video-indhold uden lyd, kommer dit indhold til at klare sig mindre godt. Det ikke er muligt at slå lyd fra på TikTok, uden at man pauser videoen helt. Derudover bør du, som på alle andre sociale medier, også sætte tekst på din video. I en af de seneste opdateringer af TikTok i 2022, vægter SEO højt. Det betyder, at tekst, der bliver tilføjet en video, gør at den kommer højere op i søgeresultaterne. Fordi TikTok derudover vægter interesser højt, og deres algoritme også gør, vil tekst også hjælpe dine videoer ud til målgrupper, der ikke nødvendigvis har søgt præcis på dit emne, men noget der ligner – fordi du har skrevet det ind.

Mediet bygger på en interest graph. Det betyder, at indhold klarer sig bedst, hvis det du rammer målgruppens interesser via communities, og de gerne vil interagere med dit indhold – se infoboksen om algoritmen.

På TikTok skal du altid filme vertikalt i 9:16 format. Generelt klarer videoindhold sig bedst på sociale medier, hvis det som udgangspunkt er filmet vertikalt. På TikTok er det essientielt, at din video fylder hele skærmen – og dermed er i 9:16. Når du laver video, der er optaget i 9:16, fylder den hele skærmen på en mobil. Der er risiko for, at du taber modtageren, hvis du ikke lever op til denne præmis, fordi dine videoer vil blive meget mindre. Hvis du eksempelvis uploader horisontalt indhold, vil det resterende plads på skærmen blive udfyldt med sort.

Når du laver indhold til TikTok, skal du først og fremmest have følgende på plads:

  • Lav videoer og undgå billeder
  • Brug altid formatet 9:16, som er højformat
  • Brug altid lyd på dine videoer
  • Sæt tekst ind i dine videoer

Algoritmen

En algoritme er en matematisk formel, som husker, hvad du tidligere har søgt på eller liket. Sociale medier bruger algoritmer til at præsentere dig for indhold, du mest sandsynligt gerne vil se.

Algoritmen på TikTok er bygget op til at vise forbrugeren det, der interesserer dem mest. Derfor er det vigtigt:

  • at dit indhold er relevant for forbrugeren.
  • at du bruger tekst i dine videoer og i dine beskrivelser
  • hopper med på trends, der giver mening for din målgruppe

Det er smart, fordi TikTok har en intention om at præsentere dit indhold for folk, der rent faktisk gerne vil se det. I korte træk, så hjælper TikTok dig med at nå ud til de rigtige mennesker, men på betingelse af, at du gør dig umage og relevant overfor målgruppen.

Godt, nu har vi det grundlæggende på plads.

Lad os tage et spadestik dybere 🔍

Mest af alt handler TikTok om godt indhold, derfor er det vigtigt, at du på forhånd har gjort dig nogle tanker om, hvordan du vil kommunikere på TikTok.

Sådan kommunikerer du på TikTok

Som virksomhed på TikTok er det værd at bemærke, at når det handler om at lave indhold til platformen, er det vigtigt at producere, som brugerne gør det for at kunne tappe ind i førnævnte communities. Det kan du ved at bruge tekst til og på dine videoer, samt supplere med hashtags. Når du bruger et hashtag, markerer du, hvad dit indhold handler om. Når du bruger tekst i både tekstfelt og i din video, markerer du også din video med udsagn, ord og emner. På den måde kan du sikre, at dit indhold kommer ind i en strøm med andet indhold, der ligner dit – Dermed vil du med større sandsynlighed ramme de rigtige målgruppers interesse. Med den rette vinkel, kan du bruge trends og vinkle dem til videoer, der viser dine produkter eller services.

Tone of voice på TikTok

Trends på andre visuelle platforme har båret præg af, at æstetisk, smukke videoer vandt indpas hos målgrupper. Et eksempel er Instagram, hvor billeder og videoer af høj kvalitet har haft tendens til at klare sig bedre. Her er TikTok langt fra. TikTok-brugerne vil underholdes, de vil ikke (nødvendigvis) imponeres. Indhold, der er nede på jorden, og som ligner, det kunne være lavet af hvem som helst, der har taget mobilen op af lommen, vinder væddeløbet.

Det betyder ikke, at du skal aflive skarpe opløsninger, gode kamerateknikker og lækker lyd. Det kan stadig give noget ekstra, men det vigtige er, hvordan du formidler dit budskab, og om du formår at tilpasse det i TikToks tone of voice. Det er indholdet, der betyder noget. TikTok-brugerne vil have autentisk, ægte og ærligt indhold. Det, som mange af brugerne finder fantastisk ved TikTok, er, at alle kan få taletid foran kameraet. Det er ikke nødvendigt at være en dygtig grafiker eller videograf for at blive hørt eller få succes. Det uperfekte er det perfekte på TikTok.

Den danske TikTokker @Kellylouisekilljoy har fået succes med sine sketchs af de nordiske sprog. Hun er en anerkendt og dygtig creator på TikTok, der formår at ramme platformens tone of voice.

Vær original i dine budskaber

Der er mange måder at lave indhold til TikTok, hvor du kan bruge forskellige virkemidler. Du kan benytte dig af trending sounds med din egen vinkel – det kommer vi tilbage til. Det, der skaber mest succes, er originalt indhold, du selv laver. Formår du at skabe dit eget univers i TikTok, vil du skabe loyale følgere, fordi du præsenterer noget, de kan bruge, som de ikke får andre steder.

Brands der har formået at skabe deres egen fortælling på TikTok er blandt andet Chipotle, Universal Music, Søstrene Grene og Red Bull.

Sæt lyd på dit brand

Lyd på videoer er som tidligere nævnt essentielt på TikTok. Lydklip og sange er en stor del af de trends, der florerer på platformen. Derfor anbefaler jeg, at du finder ud af, hvilke lyde og musik der trender.

Der er mange trending sounds på TikTok, og det er værd at overveje, hvilke der passer ind i din brand-fortælling, uden at gå på kompromis med din brand-identitet. Det kan være alt fra lydklip fra Sofie Lindes TV-program Linde på Langeland til mødre, der har optaget børn sige sjove ting eller bidder af sange. Som virksomhed kan du genbruge deres lyd til sine dine videoer. For at du kan være med på lydtrends, er det nødvendigt, at du bruger tid på platformen til at lave research. Brands, der i høj grad er lykkedes med det, er Duolingo og Ryanair.

Du kan nærmest nøjes med at bygge din tilstedeværelse op på ’trending sounds’, men jeg vil anbefale dig også at producere originale videoer, hvor du bruger den autentiske lyd fra din video. Det kan du eksempelvis ved at have en person i en værtrolle, som præsenterer et emne eller produkt. På denne måde får du et mix af trending sounds og din egne original sounds på din profil og får det bedste fra begge verdner.

Begrænsninger i TikTok som virksomhed

Når du opretter dig som virksomhed på TikTok, skal du være opmærksom på, at du kun har adgang til royalty free sounds. Hvis du vil lave videoer med musik, har TikTok lanceret et Audio Libary, hvor du kan finde sange, du kan bruge. Desværre er det ikke ret ofte, at de sange, du finder her, trender.

Der findes dog en god mængde ’original sounds’ – det er dem, som brugerne selv generere – altså ligesom moren, der optager sit barn, og så går lydklippet viralt. De kan oftest bruges af virksomheder også. De fleste trends, som har relevans for virksomheder, udspringer af original sounds – der er derfor meget at hente som virksomhed i dem.

Når du laver en video med den originale lyd, du har optaget, vil den også fremgå som original sound på TikTok, og andre kan genbruge din lyd. Det vil sige, at hvis du uploader noget godt, som andre kan se sig selv i, er der et potentiale i at du kan gå viralt på en lyd. Mine anbefalinger er dog at fokusere på dit eget originale indhold og trending sounds.

Kom godt igang

Jeg vil anbefale dig at finde trending sounds, du kan vinkle til at fremvise dine produkter eller din virksomhed. Lyt til din målgruppe og tap ind i deres interessegruppe – hvilke trends følger de med i? Det er godt at bruge din egen lyd, hvis din video har et formål med at oplyse eller inspirere din målgruppe til, hvad de kan bruge din virksomhed til – eller hvis du vil dele ud af ekspertviden.

Herunder er der to eksempler på lyde, der trender. Den ene er en original sang (Coincidance), som er beskyttet af ophavsret – den kan du ikke bruge som virksomhed. Den anden er en original sound på dansk, du frit kan bruge. Hvis du falder over original sounds, du kan bruge til at afspejle noget i din virksomhed, anbefaler jeg, at du føjer dem til favoritter, så du kan finde dem igen (Det er det lille flag, der markerer favoritter).

         

Lav en TikTok-strategi

Det er min anbefaling, at du generelt får mest ud af at være på sociale medier med en social medie-strategi. Når du laver din TikTok-strategi, kan du overveje følgende:

Hvem er dit brand på TikTok?

Lav eventuelt en brand-persona særligt til TikTok som kan definere, hvordan din tone of voice er og skal være. På TikTok kører der konstant mange trends, og det er svært at følge med i dem alle sammen. Brug dem der giver menig for dig og dit brand.

Hvad er dit formål med at være på TikTok?

Klargør hvad vil du bruge TikTok til, og hvad dit formål er. Vil du oplyse din målgruppe, underholde dem eller inspirere dem til noget?

Planlæg dit indhold med en content plan

Skriv alle trends ned, og find ud af, hvordan du kan formidle lydklip og sange fra dit eget brand, og skab dig et overblik med en content plan. Planlæg ikke for langt frem, da du risikerer, at trends, du ville være med på, ikke længere trender. – Bare rolig, det er ikke fordi, du skal være til stede med nyt indhold hver dag. Jeg anbefaler, at du sætter en dag i måneden af til at producere videoer nok til, at du kan poste en til to videoer om ugen. På den måde ser du fremad i en afkortet periode, der giver dig de bedste forudsætninger for at være med på trends. Hvis det kan være svært at komme ud over rampen, kan du alliere dig med nogle, der kender platformen, som måske er gode til at lave indhold.

 

Nu er du klar – der er ikke andet for end at kaste sig ud i det. Når du har oprettet din profil på TikTok og scrollet gennem noget af det indhold, der er, er du klar til for alvor at gå i gang med din TikTok-karriere 🕺

7 trin til at lykkes på TikTok

  1. Afklar hvad du vil have ud af at være på TikTok
  2. Kend din målgruppes præferencer og interesser
  3. Vær kontinuerlig og aktiv med posts, men også likes og kommentarer
  4. Tal med og til målgruppen og engager dem
  5. Hold dig opdateret på trending lyde og musik (husk SEO)
  6. Hold fokus på dit brand
  7. Vær ærlig og i øjenhøjde – Du har også bare lige taget din mobil op af lommen 

    Den gode, generelle tommelfingerregel på sociale medier er, at godt indhold lever og leverer bedst – både organisk og i annoncering 🎯

    Jeg håber, du er klar til at kaste dig ud i at lave godt og inspirerende indhold, som passer ind i dit målgruppe-community på TikTok. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os her 🙋‍♀️