Det er ingen hemmelighed, at Instagram stormer frem, og der sker især en stigning i brugen af Stories. Faktisk bruger hele 500 mio. Instagram brugere Instagram Stories hver dag (kilde 1). Derfor er det da heller ikke mærkeligt, at Facebook stiller flere og flere annonceringsmuligheder til rådighed for virksomheder, som ønsker at integrere Instagram i sin annonceringsstrategi.

Jeg har samlet tre af de nye muligheder for annoncering på Instagram, som du bør kende til. De er alle blevet lanceret her i år.

1.Lav en interaktiv annonce i Instagram Stories

Når du sætter en annonce op i Facebook Business manager, og vælger Stories som din platform, kan du nu indsætte en meningsmåling i din annonce. På den måde kan du fx få dine modtageres mening om et nyt produkt, et tiltag eller på anden måde få værdifuld indsigt i deres adfærd og holdninger. Som eksempel har vi fundet et billede frem af verdens sødeste Relationschef ? #ananasiegenjuice

Ved at tilføje en interaktiv meningsmåling i Stories kan du opfordre dine modtagere til at stoppe op og interagere med dit indhold, frem for at scrolle videre – men det sker selvfølgelig stadigvæk kun, hvis budskabet er relevant for dem. Content is still king ?

Sådan gør du:

Det er meget let at tilføje en meningsmåling til din annonce. Når du overfører dit annonceindhold og redigerer din annoncetekst, markerer du feltet ”Tilføj en interaktiv meningsmåling”.

OBS. Det er ikke muligt at annoncere i Instagram Stories med ”Opslagsinteraktion” som målsætning, så du skal vælge én af de øvrige muligheder. Billedformatet må desuden højst være 9:16, for at du kan få lov til at tilføje en meningsmåling. Du kan redigere billedet på egen hånd eller bruge Facebooks billedredigeringsværktøj.

2. Nu kan du annoncere brandet indhold

Du har nu desuden mulighed for at promovere influencers organiske opslag som annoncer i Nyheder og Stories på Instagram. På den måde er det blevet lettere at fortælle din brandhistorie gennem influencers stemmer.

Om denne mulighed er relevant for jeres virksomhed afhænger selvfølgelig helt af, om det er en del af jeres brandingstrategi at markedsføre jer vha. influencer marketing. Der er dog ingen tvivl om, at Facebook vil fortsætte med at investere i brandet indhold, da de oplever en stor interesse og efterspørgsel. Hele 68 % af Instagrams brugere siger, at de kommer til platformen for at interagere med influencers (kilde 2).

Sådan gør du:

Du skal igennem 2 primære steps for at oprette annoncer med brandet indhold. Først og fremmest skal influenceren give dig, som forretningspartner, lov til at promovere sit opslag som en annonce. Det gør influenceren ved at vælge “Tillad forretningspartner at promovere”, når denne tagger din virksomhed i opslaget. OBS. Du skal huske at give influenceren lov til at tagge dig i sine opslag, hvilket du gør under indstillinger på din virksomhedsprofil. Her skal du ind under “Virksomhed” og dernæst “Brandet indhold”.

 

Når influenceren har tilladt din virksomhed at kunne promovere, vil du kunne se opslaget i Facebook Annonceadministrator, når du sætter din annonce op. Opslaget bliver synligt, når du vælger at bruge eksisterende opslag og derefter går ind under fanen “Brandet indhold”.

Når annoncen vises i Nyheder og Stories, vil modtagerne se teksten ”Betalt partnerskab med X” (dit brandnavn), så det er helt tydeligt, at der er tale om sponsoreret indhold (kilde 3).

Se hele Instagrams trinvise vejledning til at promovere brandet indhold

3. Nu kan du (snart) annoncere i Udforsk

Tredje og sidste annonceringsmulighed er lige på trapperne. I slutningen af juni meldte Facebook nemlig ud, at det i løbet af de kommende måneder vil blive muligt at annoncere i Udforsk-feedet på Instagram (kilde 4).

Du kommer ind i Udforsk ved at trykke på lup-ikonet, når du er logget ind på din virksomhedsprofil eller private profil.

I Udforsk samles videoer og billeder, som relaterer sig til dine interesser – og det kan sagtens være fra konti, du ikke allerede følger, men måske kunne finde interessant. Instagram kan se, at folk aktivt søger at få kontakt med brands, de godt kan lide, og derfor bliver den nye mulighed sat i søen (kilde 4). Faktisk bruger mere end halvdelen af brugerne på Instagram Udforsk hver måned. Så det må siges at være en placering, hvor man som virksomhed har potentiale til at nå langt ud.

Det bliver i hvert fald spændende at følge, hvad det kommer til at betyde for os som annoncører. Vi holder vågent øje med, hvornår den nye mulighed bliver lanceret her i Danmark ?

Hvis du ligger inde med viden om andre nye muligheder for annoncering, som Facebook har lanceret for nylig, så del endelig dine tips i kommentarfeltet?

 

Kilder: 

Kilde 1: https://business.instagram.com/a/stories?ref=igb_carousel

Kilde 2: https://business.instagram.com/blog/branded-content-ads-on-instagram/

Kilde 3: https://business.instagram.com/blog/branded-content-ads-on-instagram/

Kilde 4: https://business.instagram.com/blog/bringing-ads-to-explore/