Du har måske hørt om den, Apples nye bussemand – opdateringen til iOS14 😉  Mit første råd: Gå ikke i panik! I dette indlæg vil jeg klæde dig på til annoncering med iOS14, så du kan gå fremtiden i møde med mere ro i maven 😊

Jeg guider dig igennem følgende, som vil sikre, at du går herfra med langt mere klarhed:

  1. Hvad er iOS14 – sådan helt lavpraktisk?
  2. Hvad betyder det helt konkret for din annoncering?
  3. Hvad kan du gøre?

1: Hvad er iOS14?

Grunden til det store fokus på Apples nyeste opdatering er, at det sætter fokus på applikationers tracking af brugeres adfærd uden for den pågældende app. Det kunne være, når du laver en annonce på Facebook, og brugeren klikker sig videre til din hjemmeside. Her klikker brugeren rundt, og ender måske med at færdiggøre et køb. Via din Facebook pixel har du tracket det, og din annonce har fået æren for købet.

I fremtiden vil hver enkelt bruger blive spurgt, om han/hun vil tillade, at Facebook tracker den del, der foregår på din hjemmeside. Vælger brugeren at sige nej tak, vil Facebook ikke kunne indhente den data, der sker på hjemmesiden, som du ellers har været vant til.

Dette er i korte træk essensen af iOS14. Det betyder, at der vil være data, du før har kunne indhente, som du ikke vil få i fremtiden. iOS14 er en opdatering til det styringssystem, der kører på Apple’s devices såsom iPhone/iPad. Kigger vi på, hvem der kan få iOS14, er det dem med en iPhone 6S (udkom i Danmark i 2015) eller nyere model. For ældre modeller, vil der ikke ske ændringer, da de ikke kan opdatere til iOS14.

2: Hvad betyder det helt konkret for din annoncering?

Nu får du lige en gennemgang af de punkter, som vil påvirke alle, der annoncerer på sociale medier. Den reelle indflydelse på dine annoncer vil afhænge af dit setup ift. målretning, målgrupper og meget andet. 

Målgrupper mindskes

Du vil få mindre målgrupper ift. Især retargeting. Den reelle effekt afhænger selvfølgelig af, hvor mange i din målgruppe, der siger nej tak til tracking, men du vil altså kunne se en effekt. Når du i fremtiden prøver at ramme dem, der har foretaget et køb, besøgt en underside på din hjemmeside eller lignende, vil du ikke kunne målrette dem, der har frasagt sig tracking.

Effektmåling på annoncer bliver sværere

Med opsætning af Facebook Pixel har vi indtil nu kunne give et meget præcist billede af annoncernes effekt. Hvis flere brugere i fremtiden vælger ikke at lade sig tracke og dermed videregive data til Facebook, bliver det sværere at tegne et tydeligt billede af dine annoncers effekt. Når du f.eks. målretter mod konverteringer som køb, læg i kurv eller lign., vil du skulle indstille dig på, at dine annoncer performer bedre, end de fremstår i Business Manager – fordi der vil være hændelser, der sker, men som ikke bliver tilskrevet Facebook.

Hændelser begrænses til 8 pr. domæne

Hændelser som ”køb”, ”tilføj til kurv”, ”visning af landingsside” osv. bliver begrænset til 8 stk. pr. domæne. Mere specifikt er det hændelsestyper, så på den måde som Facebook har meldt det ud, kan du godt have flere hændelser af samme type – f.eks. ”køb”.

Du kan læse mere om, hvordan dine annoncer kan blive påvirket via Facebooks egen udmelding her:

3: Hvad kan jeg gøre?

Her er det vigtigt at understrege, at hver opsætning ofte vil kræve individuelle tilpasninger – men et par træk er du nødt til at kigge på med det samme 😊

Domæneverificering

Dette spiller blandt andet sammen med hændelserne, som jeg nævnte tidligere i indlægget. For at sikre, at du kan administrere hvilke 8 hændelser, der prioriteres i din annoncering, vil du skulle verificere dit domæne – altså din hjemmeside. Det minder om måden, du installerer din Facebook Pixel på, og handler om at integrere et stykke kode fra Business Manager på din hjemmeside. Læs mere her:

Konfigurér de 8 hændelser

Efter at du har verificeret dit domæne, skal du have fastlagt dine maks. 8 hændelser. Det sikrer, at dine annoncer ikke pludseligt bliver sat på pause, fordi din købshændelse f.eks. ikke er blandt de 8 udvalgte. I hændelsesadministratoren finder du en ny fane, hvor du kan fastlægge dine 8 stk. (se nedenstående billede).

Læs mere om det her

Overvej ny målretning og nye målgrupper

Din retargeting kan desværre blive sværere med den nye opdatering. Derfor har jeg listet et par tricks, du sagtens kan indføre allerede nu. Du kan nemlig blive tvunget til at tænke i nye baner for at sikre, at du holder din vante effektivitet. Det kan blive nødvendigt for dig at afsætte en del af budgettet til at køre annoncer målrettet rækkevidde, så du kommer længere ud. Du vil måske også skulle gøre dine målgrupper bredere end tidligere. 

Du kan stadig bruge den data, der sker på selve platformen, altså Facebook eller Instagram. Det betyder, at du vil kunne bruge videovisninger, interaktioner o.l. i din retargeting. Hvis du ikke har tænkt i videoer før, kan det derfor være, at du skal gøre det nu 😉

Sidst men ikke mindst kan du skifte kampagnemålsætning. Skift de kampagner, der er målrettet ”visninger af landingsside” til ”klik på link”. Et klik på link har jo desværre ikke helt samme værdi for dig som en visning af landingside. Men det vil være billigere og nemmere for Facebook at opnå billige klik på dit link, og dermed kommer din annonce også bredere ud. Facebook vil have svært ved at få visninger af landingside fra iOS14-brugere, og det betyder at dine annoncepriser stiger. I sidste ende kan ’klik på link’ derfor ende med at give dig større værdi for pengene.

HUSK!

Til slut får du lige hovedpointerne, du skal tage med:

  • Verificér dit domæne i dag
  • Konfigurér dine hændelser
  • Kig din struktur og målgrupper igennem
  • Gå ikke i panik 😉

Du vil fortryde, hvis du ikke kommer i gang i dag! Dine konkurrenter møder de samme udfordringer, og med mine tips har du en chance for at være foran dem 😉

Der er meget få opsætninger, der er identiske med hinanden – så hvis du har brug for hjælp til, hvordan DU klæder dig bedst på, så hiv endelig fat i mig