Som du måske har gættet ud fra navnet, er always-on et begreb, der bruges om annoncering, der kører fast og uden slutdato angivet. På den måde har du altid fat i de kunder, der er aktive på din hjemmeside, køber på din webshop eller interagerer med dine Facebook- og Instagram-sider. Det kan både være som support for sæsonprægede kampagner eller stå for sig selv. Her vil jeg fortælle dig lidt om, hvorfor det kan give dig enorm værdi! Vi starter med en hurtig illustration af, hvorfor du skal tænke i retargeting – målretning af eksisterende interessenter og kunder.

Skab interessen og fasthold den

Inden du tænker i retargeting skal du sikre dig, at brugerne bliver interesserede i din virksomhed og dine services eller produkter. Kig derfor på din nuværende opsætning – hvordan klarer den jobbet lige nu?

Brugeren går på sin enhed  ➡️   Brugeren ser din annoncering ➡️  Brugeren interagerer med dig.

Derefter vil jeg anbefale, at du kigger på, hvordan du vedligeholder den interesse du skaber. Med andre ord, når du har skabt indhold, der skaber en masse interaktion, trafik til din hjemmeside eller måske køb. Hvad sker der herefter? 

Brugeren går på sin enhed  ➡️  Brugeren ser din annoncering  ➡️   Brugeren interagerer med dig ➡️  ?

Jeg oplever af og til, at jagten på nye kunder kan gøre, at de eksisterende kunder bliver glemt – og det er synd! Dem der allerede er interesserede, eller måske endda er kunder, er typisk nemmere at få til at reagere igen. Derfor vil jeg altid anbefale dig at tænke retargeting ind i din Social Media strategi. Du vil simpelthen opleve, at det er nemmere og billigere at få de ønskede resultater.

Brugeren går på sin enhed ➡️  Brugeren ser din annoncering ➡️  Brugeren interagerer med dig/laver et køb ➡️  Brugeren bliver senere præsenteret for din retargeting annonce.

Interessen er kortvarig

Brugernes interesse, især på sociale medier, er typisk kortvarig, medmindre den bliver vedligeholdt. Og hvis konkurrenten er bedre til at sikre, at brugeren husker dem, vil du højst sandsynligt tabe til dem. Den vigtigste værdi, som jeg ser det, i always-on indhold, er, at du sikrer, at du kontinuerligt introducerer relevante brugere for interessant indhold. Det skal siges, at der ikke findes en formel, du kan implementere på enhver virksomhed – så du skal visualisere dine brugeres rejse á la det, vi har gjort i foregående afsnit. Et par eksempler kunne være:

Brugeren læser blogindlæg 1 ➡️  Brugeren forlader hjemmesiden ➡️  Brugeren præsenteres for leadformular til nyhedsbrev ➡️  Ny subscriber

Brugeren køber 1 produkt ➡️  Brugeren forlader hjemmesiden ➡️  Brugeren præsenteres for supplerende produkt ➡️  Brugeren køber 2. produkt

I første eksempel har always-on opsætningen til mål at skabe nye subscribers til nyhedsbrevet. Herfra er det op til din email-marketing at fastholde den nye potentielle kunde ?

Eksempel nummer 2 er ideel til en webshop, hvor denne selvfølgelig skal udvides, så den fast introducerer brugeren for noget relevant. Det kunne f.eks. være, at produkt 1 er noget man skal bruge fast, og du derfor kan introducere brugeren for en ”skal du ikke lige have fyldt op igen”-annonce. Optimalt set vil jeg med webshops anbefale en opsætning med produktkatalog, så du via dynamiske annoncer kan introducere brugerne for relevante produkter. Det gør nemlig, at Facebook kan vælge mellem produkterne i dit katalog og via deres data præsentere dem for de relevante produkter efter deres interesser, adfærdsmønster osv.

Hvad får du?

Du holder dine interesserede brugere aktive, og holder dem kørende i dit flow – i stedet for at vente på, at de kommer til dig, eller håbe, at du rammer det rigtige tidspunkt med en kampagne. Du får med andre ord et ”spor”, der løbende sørger for at promovere dig for interesserede brugere, og sikrer, at de interesserede forbliver det. Med andre ord får du:

  • Kontinuerlig aktivitet omkring dig og din virksomhed
  • Fastholdt interessen hos nye potentielle kunder
  • (Webshop) Typisk en højere ROAS når opsat med retargeting

Som jeg nævnte i starten af indlægget, kan det både stå for sig selv, og det kan kombineres med tidsbegrænsede kampagner – tænk endelig ikke sort/hvidt ?  Det handler om at finde ud af, hvad der fungerer for dig og dine målgrupper.

Hvilke krav stiller en always-on opsætning til mig?

Ofte bliver jeg stillet ovenstående spørgsmål, når vi snakker always-on. Og det skal siges, at man selvfølgelig aldrig kan forvente at andres succes direkte kan overføres til én selv – så vær kritisk og realistisk ift., hvorvidt det kan fungere for dig. Dermed sagt er min overbevisning, at always-on vil kunne skabe gode resultater for langt de fleste  Her er, hvad du skal være obs. på:

  • Godt content: Dette adskiller sig egentlig ikke fra tidsbegrænsede kampagner. Jo bedre content du har, jo nemmere er det at få resultater. Du skal dog være særligt opmærksom på, at en always-on opsætning ikke bliver en sovepude, hvor du introducerer den samme målgruppe for det samme indhold hele tiden. Du skal stadig løbende producere nyt content, som du kan tilføje til kampagnen.
  • Overvågning og optimering: Du får altid mest ud af enhver opsætning ved at holde løbende øje og optimere, hvor du finder det relevant. Det kan kræve ekstra tålmodighed og tests at finde den opsætning, der kan fungere for dig på sigt. Så hav is i maven, og evaluér løbende de resultater, du ser – i værste fald lærer du, hvad der ikke fungerer ?
  • Evaluering/rapportering: Blot fordi du ikke har slutdato på, betyder det ikke, at du skal lade det køre derudaf uden evaluering. Sørg derfor for at lave et fast interval, hvor du evaluerer, hvordan du klarer det ift. din målsætning. På denne måde bliver du skarp på hvad der virker, hvad der ikke virker, og hvordan din opsætning bliver succesfuld.
  • Teknisk opsætning: I forhold til tidsbegrænsede kampagner er der ikke den store forskel teknisk. Dog er always-on præmissen betinget af, at din Facebook Pixel fungerer. Hvis du har en webshop, vil jeg 100% anbefale en katalogopsætning med et produkt-feed uploadet. Og dette kan for mange være en større teknisk opgave.

Der er med andre ord flere ting du skal være opmærksom på, og man skal ikke forvente at spare tid på administration – særligt ikke i starten. Bare fordi din always-on opsætning fungerer nu, er det ikke ensbetydende med, at det samme vil virke om et par måneder, eller næste år. Det er derfor essentielt, at du har tiden til at passe og pleje din opsætning, indtil du føler, at det bare ruller – så kan du blot overvåge og sikre, at det fortsætter ?

Vil du gerne have andre øjne på din opsætning, eller hjælp til at komme i gang – så må du endelig tage fat i os. Vi kan både vise dig, hvordan du kan gøre eller sætte det op for dig og løbende optimere herpå ?