
Hvis du har planer om at engagere din målgruppe med konkurrencer, så sørg først og fremmest for, at du har helt styr på konkurrencereglerne – både Facebooks egne politikker, men også Markedsføringsloven.
Do’s and don’ts på Facebook
Her kommer en oversigt over, do’s and don’ts på Facebook, og hvilken info du skal huske at få med i konkurrenceopslag (pr. dags dato)*:
Facebook do’s:
- Du må gerne kræve, at folk ”synes godt om” dit konkurrenceopslag for at deltage i konkurrencen.
- Du må gerne kræve, at folk kommenterer konkurrenceopslaget på din side for at deltage i konkurrencen.
- Du må gerne kræve, at folk skal sende en privatbesked til din side for at deltage i konkurrencen.
- Du må gerne kræve, at folk skal lave et opslag på din side for at deltage i konkurrencen.
- Du må gerne linke til en konkurrence på dit eget website.
- Du må gerne kræve, at folk skal skrive navnet på (ikke tagge) en anden person som kommentar til konkurrenceopslaget.
- Du må gerne kræve, at folk skal “synes godt om” din side. (Vær dog obs på at det ikke nødvendigvis er kvalitetsfølgere du får denne vej).
Facebook don’ts:
- Du må ikke kræve, at folk skal dele konkurrence på sin egen tidslinje.
- Du må ikke kræve, at folk skal dele konkurrencen på deres venners tidslinje.
- Du må ikke kræve, at folk tagger deres venner i konkurrenceopslaget.
- Du må ikke kræve, at folk skal dele din side for at kunne deltage.
Ifølge Facebooks egne politikker for promoveringer på sider, skal du også huske at gøre opmærksom på, at konkurrencen på ingen måde er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook. Du kan læse et par tips fra Facebook her.
Det er desuden vigtigt, at din konkurrence også lever op til Markedsføringsloven. Konkurrencens vilkår skal være tydeligt beskrevet i opslaget, så forbrugeren har nemt ved at gennemskue hvilke betingelser, der knytter sig til deltagelsen.
Du skal derfor huske**:
- At notere præmiens værdi i konkurrenceopslaget, og hvis der er flere præmier på højkant, skal du også gøre opmærksom på dette.
- At gøre det klart, hvornår vinderen bliver offentliggjort, og hvordan vinderen bliver fundet. Om det fx er vha. lodtrækning eller en anden form for udtrækning.
- At skrive, hvornår vinderen udtrækkes, og hvor og hvornår vinderen offentliggøres. Om det fx er i en privatbesked eller direkte i tråden i en svar-kommentar.
- At notere eventuelle aldersmæssige eller geografiske begrænsninger. Hvis præmien fx kun kan benyttes i bestemte byer, eller hvis man skal være over en bestemt alder for at kunne bruge præmien.
- At skabe tydelighed om betingelser for levering, afhentning og forældelse af præmien.
- At der gælder særlige regler ved omtale af andres produkter:
Hvis du sætter en præmie på højkant, som du har fået af en anden virksomhed, fx en samarbejdspartner, så skal du oplyse tydeligt og klart, at din konkurrence er reklame, så det ikke er skjult reklame. Det skyldes, at der formodes at være kommercielle interesser bag din omtale i konkurrencen. Modtagerne skal tydligt og klart kunne se, at der er tale om en reklame, før de eventuelt vælger at deltage i konkurrencen. Fx ved, at der står REKLAME eller ”Reklame for [virksomhedens navn]” øverst i opslaget**.Hvis du på eget initiativ omtaler en virksomhed/dens produkt, uden du modtager noget fra virksomheden for omtalen, er det ikke nødvendigt at markere konkurrencen med REKLAME. Så har virksomheden nemlig ingen forhåbninger eller forventninger om en omtale***.
Du kan læse Forbrugerombudsmandens spamforbud her samt skriv om konkurrencer på nettet her. Du kan læse mere om skjult reklame på sociale medier her og her
Hvad så med Instagram?
Reglerne er næsten de samme for Instagram. Du skal selvfølgelig stadig overholde den danske markedsføringslov, som ovenfor. Derudover skal du igen huske, at tilkendegive at konkurrencen hverken er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Instagram. Du kan finde reglerne her.
Instagram do’s:
- Kræve at folk “synes godt om” dit konkurrenceopslag for at deltage i konkurrencen.
- Kræve at folk kommenterer konkurrenceopslaget for at deltage i konkurrencen.
- Kræve at følgerne hashtagger deres billeder med et bestemt hashtag.
- Kræve at følgerne følger din profil.
- Kræve at følgerne tagger din Instagram profil i et opslag.
- Kræve at følgerne reposter dit billede. OBS.: Denne præmis ligger dog i en gråzone. Instagram skriver ikke, at det er forbudt. Når folk reposter et billede på Instagram, kan det dog være svært at gennemskue, at indholdet kommer fra en kommerciel afsender. Derfor kan man diskutere, om denne form for konkurrencepræmis er i strid med Markedsføringsloven.
Instagram don’ts:
- Kræve at følgerne skal tagge andre for at deltage.
engagement med omtanke
Hvis du ikke overholder reglerne, kan du risikere en bøde.
Brugerne på Facebook og Instagram føler sig også tit spammet af konkurrencer. Det vil du selvfølgelig gerne undgå, bl.a. så din virksomhed ikke kommer i søgelyset hos Forbrugerombudsmanden. For at undgå det skal du ikke have for mange konkurrencer. Samtidig skal indholdet være engagerende og relevant for brugerne. Derfor skal du sikre dig, at konkurrencerne ikke kun skaber værdi for dig som virksomhed men også for din målgruppe. I værste fald kan konkurrencer skabe negativ brand awareness for din virksomhed.
Konkurrencer giver dog ofte rigtig meget værdi til billige penge, hvis du gør det rigtigt og sørger for at være relevant i forhold til dit brand. Så kast dig ud i det, så længe du følger ovenstående. Og husk, at du må gerne spørge folk, hvem de vil dele præmien med – du må blot ikke forpligte dem til at tagge.
Tag endelig kontakt til os, hvis du har brug for hjælpe med at navigere i konkurrencelandet.
Læs også mere på vores side om konkurrencer på sociale medier
Kilder:
*https://www.facebook.com/policies/pages_groups_events/%C2%A0
**https://www.forbrugerombudsmanden.dk/hvad-gaelder/markedsfoeringsloven/konkurrencer/
***https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/49742/17-10423-20-gode-raad-til-influenter-om-skjult-reklame_m-billeder-3044183_1_1.pdf
Må man godt lave en konkurrence på Facebook, hvor man beder folk om at lægge et billede på Instagram mens de tagger ens side?
Skal man så oplyse om konkurrence på både Facebook og Instagram?
Hej Mads Ulrik
Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål!
Hvis vi starter med at se på konkurrencebetingelserne på de 2 platforme, så er der ikke noget til hinder for, at du gør det på denne måde. Men da vi er i tvivl om, hvordan det vil blive fortolket i forhold til Markedsføringsloven, har vi netop lige sendt dit spørgsmål videre til Forbrugerombudsmanden.
Vi vender tilbage, så snart vi har et svar 🙂
Ha’ en dejlig dag!
/Nicklas
Hej igen Mads Ulrik
Jeg ville blot lige forsikre dig om, at vi bestemt ikke har glemt dig. Vi oplever dog en lang behandlingstid hos Forbrugerombudsmanden og har derfor endnu ikke modtaget svar på dit spørgsmål. Vi skal nok vende retur herinde, så snart vi hører noget 🙂
Rigtig god dag!
/Nicklas
Hej igen Mads Ulrik
Vi har nu hørt retur fra Forbrugerombudsmanden, som desværre ikke kan give et konkret svar ift. scenariet. Her henvises til, at man kontakter en advokat.
Vores vurdering er, at det potentielt kan ligge på kant med Markedsføringsloven ift. skjult reklame, men anbefaler at du rådfører dig med en. advokat hvis du vil være sikker. Der kan være tale om et tilfælde, hvor en juridisk ekspert skal vurdere det konkrete eksempel.
Beklager at vi ikke kan gøre det mere konkret. Hav en rigtig god dag! /Nicklas
Hej,
Jeg er igang med at researche på konkurrencebetingelserne for FB og IG – hvilket godt kan være lidt af en jungle. Jeg er i den forbindelse stødt på flere indlæg som siger, det ikke er tilladt at kræve folk skal like din side på FB, for at deltage. Er det blevet ændret? Og har I mulighed for at dele jeres kilde?
På forhånd tak!
Hej Mia
Tak for dit spørgsmål! Jeg kan godt forstå, at du bliver forvirret i din søgning. At man beder folk om at følge eller like FB-siden har tidligere været noget, Facebook ikke accepterede. Facebooks retningslinjer bliver dog løbende opdateret, og heri fremgår det på nuværende tidspunkt ikke, at du ikke må bede om dette. Se mere her: https://www.facebook.com/policies_center/pages_groups_events
Facebook
Dog er det ikke noget, vi anbefaler ifm. konkurrencer, da man ikke nødvendigvis får kvalitetsfølgere på denne måde.
Facebook
Vores kilder til udarbejdelse af indlægget er også listet i bunden af indlægget – da man jo samtidig skal huske at overholde gældende dansk lovgivning på området.
Jeg håber at det var svar på dit spørgsmål?
/Nicklas