Lav bedre video til sociale medier

Her kan du læse, hvordan du finpudser din videoproduktion. Jeg giver dig nogle håndgribelige indsigter og tips, der skaber endnu bedre forudsætninger for at lave video til sociale medier.

Tilpas din video med det rigtige format

Videoformater har ændret sig fra dengang, vi blot så videoindhold på TV i bredformat. Indhold til TV bliver optaget i bredformat (16:9), fordi det er vores fjernsyn bygget til nu. For år tilbage tilgik vi primært sociale medier fra en computer, men den tid er passé for længe siden. Nu bruger vi for det meste mobilen til at tjekke vores sociale medier – også helt generelt til at være online. Derfor bør du også optage videoer til sociale medier, så de passer til mobilen.

Selvom det ville være logisk, hvis jeg nu skrev, at al dit indhold bør være højformat, fordi vores telefoner er det, kommer jeg ikke til det. De forskellige sociale platforme har forskellige formater, der virker bedst til videoindhold. Hvis vi tager udgangspunkt i Facebook, klarer kvadratiske videoer sig 35%* bedre end andre videoformater i feedet. Det er også det, man kalder 1:1. På Instagram er det lidt af den samme historie, men her kan du gå skridtet videre, hvor du både klarer dig godt med 1:1 og 4:5. I stories og på TikTok derimod er det allerbedst at bruge det helt høje format 9:16.

For at visualisere, hvad jeg mener, har jeg lavet en grafisk oversigt over, hvordan de forskellige formater ser ud på en mobiltelefon.

Her er et pro-tip til, når du skal have indhold i kassen

Når du er ude for at få dit indhold i kassen, er det smartest at filme vertikalt (9:16) – altså med telefonen på højkant. Hvis du sørger for, at det, du vil optage, er inden for 1:1 – altså kvadraten, gør du det lettere, når du skal til at tilpasse din video i flere forskellige formater.

For at du kan beskære et 9:16-format med succes, så du ikke mister noget af det billede, du gerne vil have med, er det en god idé at efterlade ’luft’ i toppen og i bunden. Det kan du fx gøre ved at optage med ekstra himmel i toppen og mere af bunden. Samtidig har du mulighed for at placere tekst i de områder, hvis du fx skal bruge videoen på en story eller på TikTok, uden at det forstyrrer selve motivet og fokus i dit billede.

Et eksempel er her, hvor jeg har optaget min hund Ramses til en reel på Instagram i 9:16. Den fungerer både til at blive tilpasset i 1:1 og i 4:5 format, efter jeg har optaget den.

Eksempel på formater

 

Hvis du vil dykke mere ned i, hvilke formater der skal bruges til de forskellige sociale medier, kan du læse mere her.

Det kan være lidt en jungle, men det gør en forskel for, hvor godt dit indhold performer – derfor er det værd at bruge den ekstra tid på at tilpasse til det rigtige format.

Sæt tekst på din lyd

Det gode ved video er, at du kan gøre et budskab let fordøjeligt, når det bliver serveret visuelt med lyd. Når det kommer til de fleste sociale medier, er der en stor del af din målgruppe, der ser video uden lyd. På Facebook er der hele 85%*, der ser video uden lyd. Det betyder, at hvis du ikke har undertekster, er der risiko for, at det kun er 15% af dem, der ser din video, der faktisk får dit budskab.

Derfor er det en god investering at bruge tid på at sætte undertekster på videoindhold. Jeg anerkender, at det tager tid. Derfor anbefaler jeg, at du skriver hele dit speak ned og derefter laver copy-paste ind i det videoredigeringsprogram, du bruger.
Vi har også lavet en guide til, hvordan du kan bruge YouTube til at sætte undertekster på din video, den kan du finde her.

Dog skal jeg her understrege, at TikTok er en undtagelse, når det kommer til lyd. Mediet er i høj grad bygget op omkring lydklip, og det er faktisk slet ikke muligt at se en video uden lyd på TikTok. Dog bruger TikTok SEO på selve videoer, derfor er det også en god idé her at bruge tekst på dine videoer.

 

Her er mine tre gode huskeregler til at gøre indholdet i videoen skarp og brugbar for seeren:

👉 Fang mig: Start med noget godt og fængende. Her skal du både tænke over, hvad det første er, jeg ser, når jeg ser din video. Levér din pointe hurtigt i de første sekunder– ellers er jeg scrollet videre og er væk.

👉 Fasthold mig: Fortæl og vis mig, hvad jeg får ud af at se din video.

👉 Væk mig: Tal til mine følelser. Her skal du gøre dit formål klart. Vil du underholde, oplyse eller inspirere mig?

Grundprincipperne er lidt det samme som at skrive godt indhold – men her skal du tænke visuelt.

 

3 gratis videoredigerings-apps til din telefon

Videoredigering i lomme-edition kan være handy på farten. Nogle af de nyere videoredigerings-apps er endda mere brugervenlige end de tungere programmer til computer. Jeg har fundet tre apps frem, som, jeg personligt synes, er nogle af de bedste på markedet lige nu.

 

CapCut

CapCut er den slags app, der har det hele og lidt mere til. Her kan du helt automatisk få den til at beskære dine videoer til de rigtige formater – derudover viser den også, hvilke formater, der hører til platformen. Faktisk har CapCut også en funktion, der automatisk sætter undertekster ind på din video. Desværre er funktionen ikke på dansk endnu, men hvis du laver videoer med engelsk speak, er det klart fordelagtigt. Desuden kan du trække dine gemte trending sounds fra TikTok over i appen og dermed bruge dem til din video.

InShot

InShot har en lang række features til at lave lækkert indhold. Udover at være enormt brugervenlig, kan du også tilføje klistermærker, emojis og andre ting til dine videoer. Du kan låse op for endnu flere features ved at købe adgang til pro-versionen, men du kan komme langt og lave gode videoer med gratisudgaven. I InShot kan du ikke trække lyde fra TikTok, men du kan bruge sange, du har købt på iTunes til dine videoer. Vær altid opmærksom på rettighederne om brug af musik, når du laver video.

iMovie

Den her er primært til dig, der har iPhone. iMovie-appen er virkelig brugervenlig, og den er på alle iPhones. Hvis du før har brugt iMovie på din computer, vil du opleve, at lommeudgaven gør det let tilgængeligt for dig at producere film on the go – som du nemt kan overføre til din Mac, hvis du vil redigere videre på computeren. Dog finder jeg personligt iMovie mangelfuld i app-version, efter jeg har brugt CapCut og InShot.

 

Blev du inspireret?

Helt generelt så er det smart at tilpasse indhold til det medie, du har tænkt sig at poste. Derfor er det en god idé at vide, hvad der fungerer og trender på de forskellige sociale platforme. Når det er sagt, så vil jeg mest af alt anbefale dig at give dig i kast med videoindhold og teste alt muligt af. Trends er én ting, men ved at forsøge sig med en masse forskelligt, mærker du også, hvad der fungerer på din målgruppe – det kan være, at du ved at lave noget i din helt egen stil rammer et sweet spot hos netop din målgruppe.

Hvis du står tilbage med spørgsmål eller gerne vil have et kig på din strategi, og hvordan du kan bruge videoindhold, er du altid velkommen til at kontakte os her.

 

* Der blev brugt kilder fra

Social Sprout – The social media video statistics marketers need to know for 2022